Discography

rla_dg341.1

Lumen/Brian's on Fire!!!

Slowbop

Sumi

Enter

Sumi

sig001 - signals 2005

Buy CD

Mikkel Sørensen: Guitar & machines
Sune Borregaard: Steel pans & machines
Rasmus Riis: Rhodes & machines

Tracks:
01 Box
02 Ballad
03 Morning
04 In Between
05 Song #1
06 Rampage
07 Beneath
(all compositions by Sumi)

Recorded in Copenhagen on July 27, 2005.
Engineered and mixed by Mikkel Sørensen.
Mastered by Jesper Andersen.
Cover artwork: Rasmus Riis.
Photos: Tine Brøndum & Mayang Adnin.
Produced by Sumi.

Released December 2005.

Get the Flash Player to see this player.

Reviews:

Lyt til Nyt, P2, Danmarks Radio, January 10, 2006:
"musik, der svinger mellem lyd-leg, rytmer og nu-og-her-eksperimenter."

Cadence Magazine, New York, November 2006:
"The Danish trio Sumi (Sune Borregaard, steel pans, elec.; Mikkel Sørensen, g, elec.; Rasmus Riis, Fender Rhodes, elec., July 7, 2005, Copenhagen, Denmark) creates vibrant, ghostly soundscapes on its self-titled debut (Signals 1), taking their cue from improvisatory ensembles, as well as post-Rockish sources (like the Chicago folks (Tortoise et al) and Scandinavians like Sigur Ros or Bjork). Sumi weaves a beautiful tapestry made up of seven vivid courses (Box / Ballad / Morning / In Between / Song #1 / Rampage / Beneath. 39:58). Much of the results are quite arresting, not in a manner of intensity, but rather, in a way that suggests a droning, creepy uneasiness (in a good way), largely the result of their recording process where they play against looped and sampled melodic fragments. Borregaard's electronically-shaped steel pans, Sørensen's glistening guitars and Riis' glowing Rhodes, as well as various "machines" create otherworldly sounds. While the majority of the music reflects a sound collage approach with a sense of gloominess (i.e. "Box" or Beneath"), they do heat up ever-so-slightly to vary the terrain ("Rampage"), though for the most part a dreamy landscape is what abounds. A beautiful soundworld that one wishes were longer than its meager playing time."

Gaffa (www.gaffa.dk), March 10, 2006:
"At genrebestemme Sumis musik er lidt af en opgave. Men så meget kan man sige, at olietønder, guitar, Rhodes og diverse maskiner blendes. Og at resultatet af denne omgang i blenderen er effekter, klange og melodistumper, der optages og bruges som loops og løsrevne samples. På den ene side er trioens debutalbum Sumi altså et tilsyneladende uendeligt antal fragmenter af melodier, på den anden side er det én lang, ekspressiv lydcollage, der det ene øjeblik giver lytteren et indtryk af én retning, det næste øjeblik er helt umuligt at fasthold og forudbestemme retningen på. Man kan således sige, at Sumi befinder sig i den avancerede ende – for ikke at sige i periferien – af musikken. Og at Sumis musik er for meget øvede lyttere, eller måske netop for begyndere. Uanset om det er rettet mod den trænede eller utrænede, er der noget dragende og meget fascinerende over det luftige, elektroniske univers, som Sune Borregaard, Mikkel Sørensen og Rasmus Riis eksperimenterer sig frem til for ørerne af en."

Geiger (www.geiger.dk), April 13, 2006 - combined review of Slowbop and Sumi:
"Der er i høj grad noget i gærde i dansk jazz, og det der ligner, i disse år. Det nærmest bobler af idérigdom og initiativ blandt en ung generation af jazzudøvere, der ikke ser nogen modsætning mellem gedigent musikalsk håndværk, vildtvoksende eksperimenter og udfordringer af vante genrekasser via en åbenhed mod både alternativ rock, elektronisk musik og avantgardestrategier. Nogle vil nok mene, at musikken ofte bringes et sted hen, hvor den næppe kan kaldes jazz længere, men det skal absolut ikke beklages herfra.
Flere har – parallelt med tendensen på rockscenen – også set fidusen i at starte eget selskab for at skabe en udgivelseskanal for en musik, som måske ikke er så nem at sætte i bås. Tangentspiller m.m. Rasmus Riis er et eksempel på dette med sit selskab Signals, der lige omkring årsskiftet udgav disse to projekter, som Riis begge har en betydelig rolle i. Stillet over for hinanden viser de en alsidig og nysgerrig musiker, som man absolut bør holde øje med.
Selvom coveret til Slowbop vækker kraftige mindelser om den coverart, som man kender fra Kim Hiorthøys sleevedesigns til det eksperimenterende norske Rune Grammofon-label, er det ikke desto mindre den plade, der viser den mest konventionelle side af Riis' talent. Og så alligevel; den musikalske alsidighed og trangen til eksperimenter fornægter sig ikke på cd'ens seks numre. Musikken bygger på et ret typisk jazztrio-format med trommer (Brian Agha), bas (Kasper Lysemose) samt klaver og rhodes fra Riis selv. På titelnummeret, der åbner pladen, får de desuden hjælp af Claus Højensgård på trompet og Albert Raft på tenorsax. Så langt, så godt. Selve albummets struktur er straks lidt mere ukonventionel. Der lægges ud med to meget lange numre, der sammen når op på næsten en halv times spilletid. Herefter følger to ganske korte, nærmest skitseprægede, ”intermezzoer”, hvorefter der rundes af med to numre af ca. otte minutters varighed hver. Når jeg sætter intermezzoer i anførselstegn, er det fordi, at de to numre ”Arc” og ”¿Gomaespuma?” nok står som ganske korte afstikkere midt på pladen, men alligevel ikke kan reduceres til rene mellemstationer. Faktisk fristes jeg til at mene, at det netop er her Slowbop for alvor træder i karakter.
”Slowbop” og ”Savn”, der åbner pladen, er da solide kompositioner, hvor førstnævnte flirter med ekspressiv free jazz, mens ”Savn” byder på en mere introspektiv og melankolsk musik, der læner sig op ad en lyrisk, nordisk jazztone. Der spilles uhyre kompetent, men der spilles også vel rigeligt på sikre kort, og numrene kan kun lige akkurat bære deres egen længde. Her er det, at de to korte numre bryder ind, vrider forventningerne af led og på ganske få minutter trækker lytteren godt og grundigt rundt i manegen. ”Arc” er et lavmælt og nærmest ambient soundscape, mens ”¿Gomaespuma?” til gengæld byder på fandenivoldsk sammenspil mellem piskende trommer og syret rhodesspil. En lille eksplosion på under ét minut, der rammer én som en solid kæberasler.
På ”Skitse 2” er vi straks tilbage i den mere lyriske afdeling, men dog med mere skarphed end i ”Savn”. Her bydes på flot spil mellem sarte klavertoner og strøget basspil, der antager en næsten minimalistisk karakter. Der arbejdes på dette nummer ret konsekvent med en ”less-is-more” æstetik, som det kunne være spændende at se trioen udforske videre. For at slutte ringen helt afrundes der med ekspressivt spil, der peger tilbage på åbningsnummeret, i ”2pm”. Det mærkes, at trioen i høj grad tænker i albumformatet, og det lykkes ret fint på Slowbop, som, skønt den ikke er lige ophidsende hele vejen igennem, trods alt fortjener at blive hørt som et samlet forløb, hvor de meget forskelligartede udtryk på fin vis balancerer og skaber en helstøbt oplevelse.
Hvis man alligevel føler, at Slowbop trods alt bliver hængende lidt for meget i konventionerne overordnet set, kan det i høj grad betale sig at stifte bekendtskab med Riis' andet projekt, Sumi, hvor den eksperimenterende ånd og fornemmelsen for lydarkitektur stortrives. Sumi er også en trio, der udover Riis består af Mikkel Sørensen og Sune Borregaard. Det er dog i mindre grad jazzens tætte, organiske sammenspil, der er i højsædet hos dem, men snarere en collageorienteret tilgang, hvor improvisationer fra rhodes, guitar og metalpercussion bearbejdes med elektroniske effekter og klippes sammen i soniske skulpturer.
Det fremgår af coveret, at cd'en er optaget over én eneste dag i sommeren 2005, og det må siges at være en bedrift, at Sumi har fået så meget ud af så stram en tidsramme. Albummet er nemlig en flot og kompleks lytteoplevelse, der forener improvisationens legende lethed og den kunstneriske ambition, i en række soundscapes, der trækker på både ambient, elektroakustisk kompositionsmusik og avantgardejazz. Imidlertid fornemmer man, at trioen i mindre grad er ledet af avantgardistiske koncepter og store teorier end af utilsløret begejstring ved selve udforskningen af klangmulighederne i deres opsætning – og det smitter i høj grad af på lytteren. For man bliver selv nysgerrig over, hvor musikken bringer én hen næst. Som Slowbop favner Sumi både den lyriske sensibilitet, det melankolske anslag og det ekspressivt støjende, men det klanglige materiale forekommer i hvert fald denne lytter noget mere interessant.
Et klart plus her er også den glimrende produktion, der får alle facetterne i lydbilledet fra den blippende mikrostøj, over de langstrakte droner til de delikate guitarfigur og det skramlede metalslagtøj til at fremstå med klarhed og fylde. Det er sjældent godt gjort. Hør f.eks. den ironisk betitlede ”Song #1”, der ikke byder på meget sang, men til gengæld på et væld af flotte klangforløb, der væves sammen til en kompleks helhed. Mere drilsk er et nummer som ”Rampage”, hvor Mikkel Sørensens guitar er lige ved at tage overhånd, men alligevel fungerer på grund af det sjove sammenspil med maskinparken. Det er cyborg-jazz med attitude og humor. Sumi fungerer dog også glimrende, når de arbejder med de drømmende, ambiente numre som ”In Between” og den afsluttende ”Beneath”. Det kan minde om nogle af Brian Enos og Robert Fripps ambientplader, og de gamle pionerer har bestemt ingen grund til at skamme sig over deres unge, danske arvtagere.
Både Sumi og Slowbop overbeviser på baggrund af deres præmisser. Det er helstøbte plader, som fremviser en stor musikalsk rummelighed og et uomtvisteligt talent. Selvom det i sagens natur er svært at sammenligne to plader, der grundlæggende vil noget forskelligt, må det alligevel siges, at Sumi fremstår som den mest pirrende og udfordrende af Riis' udgivelser, hvor han nok brænder lidt inde med sine mange gode idéer i det mere rendyrkede jazzformat på Slowbop. Begge plader er dog anbefalelsesværdige, og det bliver spændende at se, hvad Riis og hans Signals-label har at byde på næste gang."